Stress- kan forvandles til Indre VISDOM

I denne refleksion, vil jeg dele min egen erfaring og oplevelse med stress som forhåbentligt kan skabe inspiration hos dig.

Stress er den moderne tid tro følgesvend. Nå jeg her i teksten omtaler stress, så er det den typer, som rammer hårdt, kan invalidere og kan gøre os syge. Når vi rammes af den form for stress, går det ud over alle dimensioner i livet og vil være en hukommelse kroppen ikke slipper af med igen. Oplevelser lagres i vores krop og nervesystem, som en advarselslampe der blinker ved lignende oplevelser/trusler. Det er fysiske- eller følelsesmæssige overkrav vi bliver stille i enten over en given periode eller som en øjeblikkelig traumatisk oplevelse, der udløser stressreaktionen.

For mit eget vedkommende er der multible faktorer som har medvirket til min egen stress-kollaps som sygeplejerske. Et overaktivt alarmberedskab qua et opvækst med en far der drak og senere begik selvmord, i blandet grov mobning i skolen, valg af forkerte kærester mm. der kun fodrede den forkerte ulv, der lever af utryghed, skyld og skam.

Da jeg er nyuddannet sygeplejerske, bliver jeg uskyldigt beskyldt for at forsøge at slå en gammel mand, med uhelbredelig cancer ihjel med morfin. Jeg oplevede en magtesløshed af dimensioner, da overlægen ikke ville hjælpe den stakkel mand der i sine sidste timer, hans krop viste flere tegn på at tiden var nær, bl.a. havde han vejtrækningspauser (apnøpauser). Overlægen mente han havde fået for meget morfin natten over, hvilket han holdte mig ansvarlig for, på trods af at jeg ikke havde administreret dette. På overlægens ordre fik patientens modgift til morfinen og han måtte kæmpe med umenneskelige smerter i de sidste timer af sit liv. Han sov ind næstetideligt næste dags morgen. Jeg modtog ingen hjælp fra systemet eller min arbejdsplads. Min krop og mit system reagerede lukkede ned med voldsom opkast, angst, depression og en total stagnation i mit liv det næste år.

Følelsen af afmagt, sorg og svigt fra de instanser der skulle hjælpe var stor og jeg forsøgte de næste 5 år at finde tilbage i sygehusregi, men min krop sagde fra uanset, hvad jeg forsøgte og hvilken afdeling jeg fik arbejde. Jeg måtte væk, (op)finde mig selv forfra. Herefter slog mit arbejdsliv forskellige krøller og når jeg ser tilbage kan jeg se et mønster og en vej jeg MÅTTE gå, for at komme dertil hvor jeg er i dag. Min livshistorie har slået mange slag med halen, som har givet